Sejlads med Lonely Planet Athen

På vej til Athen

Brugere af denne guide - nogle kalder den endda biblen - kender fænomenet: På jagt efter autenticitet og deres egen identitet strejfer et broget optog af eventyrere rundt på jorden med Lonely Planet i hånden. I tusindvis følger de nøjagtig de samme ruter og ankommer til nøjagtig de samme landsbytorve. Hvor de lokale siges at være autentiske... I mellemtiden har de lokale selv for længst sagt farvel til deres fermenterede gedemælk og andre skikke. I dag står de og laver autentisk mad på en af de mange burgerbarer, der fuldstændig ødelægger udsigten til det berømte lille torv. Backpacking gør en sulten, og individualitet er ikke noget på tom mave, så individualisterne lader sig forkæle. Det, der er tilbage af husdyrene, bliver med stor entusiasme forvandlet til burgere. I mellemtiden udspiller det oprindelige landsbyliv sig 5 kilometer væk i en landsby, som guiden og hans skare af loyale tilhængere aldrig har hørt om.

Vi sejler rundt i Den Saroniske Golf syd for Athen. De ukendte farvande tvinger os til at bruge lodsen. Det eneste spørgsmål er, om den kun sender os til »Lonely Planet-steder«. Vi leder faktisk efter det gamle Grækenland, hvis det stadig findes. Dejligt, at en sejlbåd ikke efterlader sig spor, tænker jeg og stirrer på vores hækbølge. Havet lader os komme igennem og lukker sig bag os igen, som om vi aldrig havde været der. Vi er på vej til øen Aegina, ca. 20 sømil fra vores base i Kalamaki. Meltemi holder sig i ro. Over det græske fastland ser vi de vindfjer, der er typiske for denne vind, men her har vi en sydøstlig brise, styrke 3.

Havnen i Aegina

Aeginas havn er kendt for sine hyggelige taverner. Der er karaokebarer og modebutikker. Allerede på flyet til Athen mødte vi andre sejlere, som ville sejle i flotille til Aegina. »Dejligt med en aften i byen,« foreslår jeg min besætning. Min kone peger på kortet mod den østlige side af øen: »Der ser ud til at være en bugt med god ankerplads, og ifølge piloten kan man gå til et af Grækenlands ældste templer derfra«.

Sammen med en anden sejlbåd og en katamaran ankrer vi op 100 meter fra stranden. På 7 meter vand ser vi ankeret på bunden. 50 meter kæde bag det, og vi er som et hus. »Senere tjekker vi med jollen, hvor dybt der er, når vi kommer tættere på stranden«, siger Robert. »Til når vinden vender, og vi driver derhen, mener jeg. Det er en god idé.

Aphaia-templet

Ruten til Aphaia-templet er en hård vandretur til toppen af bjerget. For de mere eksklusive læsere: Der går også en bus dertil. Præsterne havde en fantastisk udsigt fra deres arbejdsplads: Vi kan se skibet i bugten langt under os og endda Athen i horisonten. Det velbevarede tempel fører os tilbage til en tid, hvor præsterne stadig regerede på øen, og sandsynligvis ikke kun det. Kort viser, hvor det oprindelige offersted var. »Man skal ikke tænke for meget over, hvad de svin ofrede«, siger Robert og viser, hvordan han ser på det hele.

Imens slentrer vi hen til den uundgåelige nipsforretning, der sælger græsk keramik, herunder erotiske malerier. Kvinden ved kassen ser ud, som om hun er 100, men det kunne have været 50 tropiske år. Omgivet af græsk porno på tallerkener, kort og vaser ser hun uanfægtet til. »Det er ikke så mærkeligt, at de præster fandt på så mærkelige ting,« siger Pia. »Så længe man i det mindste får det ud af hovedet!«. Det er tid til at gå tilbage til landsbyen.

Mit navn er Panos

»Jeg hedder Panos, og jeg har drevet en bar her siden 1976«. Så han har holdt den kørende i lang tid: På vores vej tilbage stødte vi på nogle forladte barer og hoteller. »Åh, problemer har vi altid haft her i Grækenland,« siger Panos. »Vi plejede bare at sænke kursen på drakmen. Men nu med euroen er alt blevet meget dyrere for os. Forstår vi det rigtigt, at de selv har lige så mange problemer med euroen, som unionen har med dem? »Jeg forstår ikke noget af politik. Jeg ved kun, at grækerne ikke kommer her mere, fordi det er blevet for dyrt for dem. Det er derfor, der er så stille overalt.

Vi bestiller endnu en omgang, hvorefter Panos går ud i haven bag baren og kommer tilbage med en skål jordbær. Sukker og kanel på toppen, og efter den anden Gin Tonic tænker jeg allerede som grækerne: »Hvilke problemer? Solen skinner, jeg ser ingen problemer. Gør du? Skål!

Fordelen ved recessionen

På vej tilbage til jollen passerer vi et lejlighedskompleks under opførelse. Her viser en af fordelene ved recessionen sig. Græsk opfindsomhed, når den er bedst: Lejlighederne, som engang skulle tiltrække turister med en luksuriøs pool med fænomenal udsigt over bugten, er nu beboet af landmænd, som har lavet dem om til gedefolde. Men det er ikke kun geder, der bor her. Mens vi går gennem ukrudtet, hører vi af og til fodtrin. Til sidst kommer vi til et provisorisk telt lavet af plastik. »Camping på værelse 308,« mumler Robert. »Jeg tror, det er på tide, at vi begynder at opføre os som turister igen, Ron, det der med at være »uden for alfarvej«, det tror jeg nu på. Og de fodtrin nærmer sig forresten også hurtigt. Tilsyneladende afslappede spadserer vi (i rask tempo) tilbage til den lille havn med jollen.

Misforstå os ikke: Ayia Marina er et vidunderligt sted, og vi måtte gøre en indsats for at læse baggrunden. Foran sker der ikke noget. Om aftenen går vi på Panos' anbefaling på restaurant Costa. Da Robert forventer en mere turistet attitude (og fordi han ikke vil trætte sin kæreste for meget), tager vi hestevognen. De bedste restauranter ligger aldrig på A1-steder, og denne er ingen undtagelse. Et par kilometer uden for landsbyen bliver vi med lethed kørt til Costa. Det kan varmt anbefales!

Som turist til Poros

Fra Ægina til Poros er der kun 30 km. Poros er en halvø i Askeli Bay, som piloten anbefaler, og som vi finder mistænkelig. Det skal senere vise sig at være uberettiget, for Poros er en smuk landsby. Da vi tilbringer den sidste nat i Aegina-bugten, tager vinden til. Desuden vender den, så vi næste dag er meget tæt på stranden. 'Jo mere kæde, jo bedre' gælder derfor ikke altid. Vi rev ankeret op og sejlede til Poros.

Intet behov for antifouling i Methana

Da vinden holdt skipperen ret søvnløs den nat, er det den unge vagt, der står for navigationen i dag. Da vi sejler til Poros, tager vi lodsen op igen og læser, at vi vil passere Methana-halvøen på vejen. Gå ikke derhen, siger lodsen. Methana (hvad er der i et navn?) er en vulkansk ø, og havnen er gennemsyret af lugten af metangas, som stadig stiger op fra bunden. En sejler har ikke noget at gøre her, ifølge guiden. Den eneste fordel ved vandet i Methana er, at man kommer dertil med behov for antifouling.

"Det får vi at se!

»I øvrigt stinker det ret meget her, skipper. Naturligvis afveg vi fra ruten. Nogle udfordringer kan man ikke undgå. Indsejlingen til Methana havn er ifølge lodsen svær at finde. »Det får vi at se!« lyder kampråbet fra vores yngste besætningsmedlemmer. Efter at være kravlet over den to meter dybe tærskel ligger vi nu med røven i vandkanten og suger lugten af metangas til os. Havnen er en af den slags, hvor man stuver sit skib og derefter tager hjem. Methanas promenade er dog moderne og velholdt. Der ser ud til at være udmærkede restauranter, men igen står de tomme.

Methanas bedst bevarede hemmelighed

Den bedste bar ser ud til at være Mr Vangelis', B&B Cafe-Bar & Edesmata. Methanas bedst bevarede hemmelighed er, at Vangelis ikke har en restaurant, fordi han ikke har tilladelse til det. Han har de bedste pizzaer i Grækenland, men de er ikke på menuen. Bare bestil en øl til 10 euro, så er pizzaen gratis, forklarer en englænder. For 20 euro spiser og drikker vi der til langt ud på natten. Vangelis forklarer: »Vi plejede at have meget turisme her. Men det blev mindre og mindre for 15 år siden. EU brød sig ikke om de tomme hoteller og opfordrede til, at der blev bygget nye. Og nu er der helt nye tomme hoteller ved siden af de gamle tomme hoteller.

Efter så meget Ouzo virker det ret logisk sidst på aftenen. Efter at have vinket farvel til os, råber han efter os: »Med de nye tomme hoteller kan vi fortsætte i årevis! De gamle trængte til at blive udskiftet! Grinende trækker han døren til.

Sejlads rundt om Poros

Efter en fantastisk modtagelse af delfiner ankommer vi til Poros. Det er slående og bemærkelsesværdigt, at der stadig er mange fisk i havet. Ikke kun delfiner: Robert og Irene fodrer fiskene i havnen om aftenen, hvor vi ser ret store aborrer og harrer svømme rundt. Vi fortøjer Middelhavet igen: 50 meter før molen kaster vi ankeret ud. Stille og roligt bakker vi med agterspejlet på vores Jeanneau ind til molen. To fortøjninger er fastgjort, og vi har allerede fortjent endnu et glas Sangria!

Små gyder i Poros

I Poros opsøger vi de små gyder bag promenaden. Poros er lidt mere travl og derfor også lidt dyrere. Men også her bliver vi overraskede over, hvor rent alt er. Gaderne er knap nok støvsuget, men der er ikke et støvkorn. Hvor er det anderledes end i Athen. Overalt, hvor folk lever af turisme, ser vi denne situation: De gør deres bedste (bare mere) for at behage udlændinge uden at blive irriterende. Tilbage fra restauranten (kig efter den højere oppe, følg gyderne op og følg din næse) ser vi, at ankerkæden er blevet slap på grund af bølgerne. Heldigvis er ankeret lige langt nok til at trække skibet væk fra molen igen ved blot at dreje kæden ind. Så i fremtiden vil vi kaste anker længere fra kysten.

Vi sejler forbi Methana-vulkanen i retning af Epidavros. Vi udnytter roen til at svømme bag båden. Med lange liner, som svømmerne kan gribe fat i, hvis det skulle gå for stærkt.

Som længe ventede venner bliver vi den aften budt velkommen af kroværten i Epidavros' havn. Det viser sig, at han forveksler os med flotilleledere og allerede vil betale os for at bringe en flåde af skibe med sultne søfolk ind. Da han finder ud af, at vi er alene, får vi den standardret, han åbenbart serverer for alle flotiller: meget, billigt og fedtet. Epidavros er indrettet efter den klassiske opskrift på Wein, Weib und Gesang, og som alle sådanne steder uden for højsæsonen emmer det af tristesse. Ikke engang den græske sol kan ændre på det.

Sejlads rundt om Aegina

På vej til Aegina, den sidste havn før Kalamaki, gør vi holdt i Kyra-bugten. Øen er ca. 200 meter høj, og den stejle skrænt fortsætter faktisk under vandet. Vi kopierer ankermetoden fra grækerne: Så snart bunden stiger til 25 meter, sænker vi ankeret. Med en line til en klippe trækker vi skibet ind til land. Uanset om vinden vender, ligger vi som et hus. I det klare vand snorkler vi rundt om båden. Skibets skygge markerer sig på 10 meters dybde på bunden. Det er bare endnu en onsdag eftermiddag i en hvilken som helst bugt i Grækenland. Og det er derfor, vi gør det hele!

På jorden!

Aegina er præcis, som det skal være. Sejlferiens sidste stop, før vi sejler tilbage til vores hjemhavn i Kalamaki. Vi fortøjer skibet ved en travl terrasse ved vandet. Landgangen fører næsten direkte til baren! »Kan du stadig få en aften med svaj, skat«, siger Pia. Men i det øjeblik mærker vi et stød gennem båden!

Kaimuren viser sig ikke at være så lige alligevel og løber ind under båden, så roret rammer bunden. Med dykkerbriller og snorkel ser jeg, at det er en sten, som ligger lige under vores rorblad. Heldigvis er der ingen skader endnu. Vi hæver båden en meter, og stadig dryppende belønner Robert og jeg os selv med en kølig cocktail i baren. »Flot måde at imponere på pubben, mine herrer«, siger Pia, som kommer over og henter et håndklæde til os. »Bare I ikke kommer for sent, for i morgen skal vi tilbage til Holland. Så meget »skønhed« at se frem til: Det skal drikkes, konstaterer Robert. »Det kommer til at regne i Holland. Skål!

Hvad har vi lært?

1. Grækenland i sig selv eksisterer ikke for sejlere. Forskellige områder karakteriserer sig selv på deres egen måde.
2. Den Saroliske Golf er også et godt sejlerområde for dem, der vil undgå Lonely Planet-manden, men en aften i byen er ganske overkommelig. Vi gjorde det i Aeginas havn, men byer som Poros og Epidavros er også attraktive i højsæsonen i den henseende.
3. Meltemi blæser fra nordøst. Så gå ikke for langt ned mod syd, for der tilbydes mange envejscharter for at få skibe tilbage til Kalamaki.
4. Vi er ikke økonomer, men »krisen« er ikke noget nyt de steder, vi besøgte. Den har kun gjort grækerne mere venlige.
5. I forsæsonen (vi sejlede der i maj) er priserne meget rimelige, så længe man ikke falder i turistfælderne.
6. Forankring: Sæt nok kæde (mindst 5 gange vanddybden, men gerne mere). Tag hensyn til svingende plads og andre, der måske sætter mere eller mindre kæde. Ideelt set bør du befinde dig mellem et anker og en line til land.